Facebook, Schmacebook

Jeg  blev så sindssygt træt af at høre om Facebook i sidste uge, at jeg til sidst lukkede for nyhedsstrømmen, for så at få mig et godt grin fredag hen omkring lukketid på det amerikanske marked.

Der var simpelthen ikke nok efterspørgsel på Facebook aktierne til IPO prisen (prisen ved notering), hvilket betød at Morgan Stanley og de andre investeringsbanker der stod for noteringen måtte gå ind og købe aktien til noteringsprisen $38 selv.

Det er typisk således med børsnoteringer at der udpeges en række ”underwriters” som skal stå for noteringen. I tilfælde af Facebook var der ikke mindre end 23 af dem. – Så kan man sige at Facebook også har købt sig til tavshed af de 23 investeringsbankers analytikere fordi de ikke må udtale sig om en IPO deres arbejdsgiver står for, men ok, lad det ligge.

Faktum er i alle fald at de, som typisk får lov at komme til fadet i en børsnotering, er institutionelle investorer, idet investeringsbankerne tilbyder IPO aktier til sine attraktive kunder først. Typisk kan kunderne på dagen for børsnoteringen derefter sælge aktierne med det samme til privatinvestorer, investeringsforeninger og lignende med en stor og nem profit.

Omvendt, hvis der rent faktisk er aktier at få for almindeligt dødelige, så kan man være ret sikker på at aktien ikke er attraktiv idet de institutionelle investorer ikke har været interesserede. I så fald står man med en aktie der typisk vil falde efter sin notering, og muligvis aldrig vil komme op på IPO prisen igen.

Der er noget gammel visdom på Wall Street som siger, at hvis man kan få fat i IPO aktier, så er det typisk fordi man ikke vil have dem.

En ting var anderledes denne gang med Facebooks IPO. Mark Zuckerberg har åbenbart insisteret på at det i noteringen skulle være muligt for ”retail investors” at få fat i aktier til IPO pris. Denne gang var der altså mere end en symbolsk mængde af aktier der blev gjort tilgængelige for alle interesserede parter i IPO’en, så ikke bare de institutionelle kom til fadet, og det giver sig så udslag i at alle de som var interesserede i at deltage, allerede havde fået en sjat aktier på noteringsdagen.

Når nu noteringen viser sig at være et flop er jeg sikker på at de ligenu for ca. $16 mia aktier der svømmer derude, og giver Facebook en teoretisk værdi af $104 mia, er i rystende hænder. Rystende nervøse over hvad der sker mandag når markedet åbner. Jeg er klar med popcorn for at se om hype afløses af panik, og realisering af at P/E 100 på den ene eller den anden måde kommer til at bevæge sig ned mod P/E 15 langt hurtigere end alle havde regnet med.

Verden ifølge Steuch

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er den fremmeste i klassen, når det drejer sig som teknisk analyse. Jeg er en anelse lunkent indstillet overfor en analyseteknik, som ofte vil friste menneskehjernens tendens til at se mønstre hvor de ikke findes, fuldstændigt over evne. Måske jeg en dag får læst bøger nok til at se fidusen.

Imidlertid holder jeg af kvantitative handelsteknikker, idet de hjælper med at overkomme nogle af menneskehjernens mange andre svagheder, nemlig følelser, stolthed og kognitivt bias.

Der findes på Sjælland en fyr der hedder Axel Steuch. Han har skrevet nogle bøger, og afholder nogle ”millionærkurser”. Jeg har nu ikke læst nogle af bøgerne eller gået på kurset, men jeg hørte et interview i Millionærklubben på Radio 24syv med ham. Et af de efter min mening bedste programmer de har lavet til dato (det blev udsendt 22/3-2012 og kan stadig podcastes).

I programmet præsenterer Axel Steuch en handelsteknik, som i såre enkelthed går ud på at købe, når indekset går op igennem sit 6 måneders glidende gennemsnit, og sælge når det går ned gennem ditto. Axel Steuch tager udgangspunkt i, at markedet bevæger sig i cyklusser af 4 års varighed, hvilket igen er opdelt i nogle mindre cyklusser eller bølger som han kalder det. Pointen med de 6 måneders glidende snit er at spotte hvornår bølgen bevæger sig op eller ned. Handelsteknikken er god fordi den er enkel.

Man kan selvfølgelig diskutere om det lige præcist er 6 måneder der er den ideelle skillelinje mellem køb og salg, men jeg skal ikke modsige en mand der er spydspids for noget han kalder ”fordoblingsklubben”.

Jeg tænkte, at nu hvor der i USA, og andre steder, har været meget støj om en endnu ikke særligt stor korrektion, ville det være interessant at se hvordan verden ser ud, når man forsøger at spotte konjunkturen eller bølgen med Axel Steuchs teknik.

Når jeg zoomer ud og kigger på det længere perspektiv plejer jeg at bruge uge-graferne. På de følgende grafer har jeg tilladt mig at omskrive 6 måneders gennemsnit til 26 ugers gennemsnit. Læs graferne på den simple måde at når kursen er under den blå linje så er det skidt, og når den er over den blå linje så er det godt.

Verden

FTSE all world er et indeks over 2800 aktier, og skulle efter sigende dække 90 % af verdensmarkedets kapitalisering. Den globale optur siden årsskiftet er ovre, og i den seneste uge har indexet bevæget sig under skillelinjen med en vis grad af eftertryk.

USA

S&P 500 indekset indeholder de 500 største virksomheder i USA, og indekset passerede under snittet i denne uge efter at have holdt godt ved i overraskende lang tid.

Russell 2000 er et indeks over amerikanske small cap aktier, og disse er typisk ledende for S&P 500. Det betyder at de sommetider forudsiger hvilken tendens S&P 500 følger ugerne senere. Man kan se at også denne gang var Russell 2000 længere fremme siden den sidste uge både åbnede og lukkede under det 26 ugers glidende snit.

Asien og emerging markets

Det kinesiske Hang Seng indeks (til tider kaldet Hong Kong indekset) er også sommetider ledende for de globale aktiemarkeder. Indekset synes at bekræfte tendensen at den kinesiske økonomi er ved at sætte farten ned, hvilket jeg skrev om tidligere.

Emerging markets er nærmest dømt helt ude og bevæger sig allerede 9% under deres 26 ugers glidende gennemsnit. Emerging markets svinger typisk længere over og under den blå linje i forhold til de store vestlige indeks.

Europa

Det paneuropæiske STOXX 600 indeks viser svaghed.

Selv det tyske eliteindeks DAX 30 har bevæget sig under linjen og er ligenu 3,3% under det 26 ugers glidende snit. Tyskland, Europas lokomotiv, taber tilsyneladende pusten.

Det bringer os frem til det danske OMX C20 indeks der grundet at det er domineret af en enkelt defensiv aktie på raketfart holder sig oven vande som det eneste i den her gennemgang.

Råvarer

Reuters CRB indeks er et vægtet indeks som samler 28 forskellige råvarer. Man kan se, at råvarer, efter et lille intermezzo i februar, hvor den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke gav markedet håb om en ny pakke med kvantitative lempelser, nu har genoptaget den bear trend der har præget råvarerne i omkring et år nu.

Det konjunkturfølsomme metal kobber går heller ikke ramt forbi. I det hele taget vender kobber ofte op gennem sit 26 ugers snit meget tæt på at aktierne bunder. Det ser ikke ud til at vi er der i næste uge med den synligt stærke nedtrend kobber viste i den forgangne uge.

Epilog

Det ser ud til at XETA også i år fik ret da vi kaldte toppen den 1. april. Det amerikanske marked, som er det jeg primært følger, toppede nemlig den 2. april.

Det er muligt, at markederne i løbet af juni, formentligt begyndende i den sidste uge af maj, får et lille forløsningsrally, men ellers tror jeg herfra at løbet er kørt for det næste halve års tid. Meget afhænger herefter af hvordan de spændende begivenheder resten af året udfolder sig: Opløses euroen? Bliver USA nedgraderet af ratingbureauerne igen når de igen skal snakke gældsloft i efteråret? Får de løst problematikken om budgetklippen/taxmageddon før 2013, og på hvilket punkt begynder markedet egentlig at bekymre sig om det? Hvor hård/blød bliver den kinesiske landing? Og kommer centralbankerne til undsætning igen eller ej?

Siden der er politikere indblandet i alle spørgsmålene synes jeg ikke prognosen er god for at eventyrscenariet om at ”det hele skal nok gå”, som lige præcist var det markederne havde bagt ind i deres prissætning pr. 1. april i år, er det som i realiteten kommer til at ske. Udfordringerne fra sidste år er der stadig. De blev bare for markedet at se udskudt af pengeindsprøjtninger. Realiteterne ser ud til at indhente markederne igen nu. Sparker centralbankerne til hjørne igen? XETA vender selvfølgelig sin forecast på en tallerken hvis dette sker, men for nu er kontanter en god ting at sidde med.

Tigeren vakler

Muligvis er noget monumentalt ved at udfolde sig i Kina. I denne weekend sænkede Peoples Bank of China (den kinesiske nationalbank) sine reservekrav til bankerne med 0.50% af frigjorde dermed omkring 400 mia yuan til den kinesiske økonomi. Typisk når PBoC gør dette er futures markedernes rygmarvsreaktion at købe ind af kobber med det samme, idet mere udlån i Kina typisk betyder mere byggeri, som igen betyder mere kobberforbrug.

Men ikke denne gang. I skrivende stund er kobber futures nede med 2.4 %. Et ganske betragteligt fald set i kontekst af et sænket reservekrav.

Det får mig til at tænke på dette diagram som nyligt blev postet ovre hos AlsoSprachAnalyst.

Jeg anser ikke den kinesiske GDP som værende et pålideligt tal. Årsagen til at jeg ikke gør det er, at tallet aldrig revideres. Når eksempelvis USA offentliggør sine GDP tal sker selve publiceringen, og herefter er der 2 revisioner af tallet over de følgende måneder, som til tider kan svinge ganske kraftigt. Kina reviderer ALDRIG sine tal, og bemærk at Kina er en mindre avanceret og mindre overskuelig økonomi end den amerikanske. Desuden er der forlydender om at tallene sminkes af regioner, for ikke at komme på tværs af magthaverne, og endelig må det ikke undervurderes at der er ”valg” i Kina hvor medlemmerne af politbureauet snart skal skiftes. Officielle tal fra Kina med hensyn til GDP og industriproduktion betyder ikke meget for tiden.

Mere pålideligt er derimod statistikken over el forbrug i Kina. Ovenstående graf viser at el forbruget i Kina er i noget der nærmest må betegnes som frit fald ala. post-Lehman sammentrækningen eller da Grækenland første gang drillede markedet. Helt nede på 0.7 % stigning i forhold til for et år siden, og det stemmer ikke helt med at landet skulle have 8.1 % vækst.

Her er det jeg kunne tænke mig at spørge, er Kina ved at gå på røven med det største brag? Er de fald vi ser på aktiemarkederne globalt, ud over at være forårsaget af den græske tragedie, simpelthen markedet som er ved at nedgradere Kina? Det er noget jeg vil holde skarpt øje med i den kommende tid. Konsekvenserne for råvarer og investeringer i råvaremarkedet ville være ganske håndgribelige.

Læg i øvrigt mærke til den streg som er sat på 6% på diagrammet. Det er ved 6%, og ikke 0%, at Kina får problemer med at holde Titanic oven vande. Dette uddyber jeg i et senere indlæg, hvis jeg får tid.

Klippen! – Kommer snart til erhvervssider nær dig

Den amerikanske centralbank har givet en titel til den kommende sommer og efterårs politiske erhvervssæbeopera. “Fiscal cliff” kommer den til at hedde, og den vil spille en interessant rolle i det amerikanske præsidentvalg.

I al sin enkelthed går det ud på at en række skattelettelser udløber for amerikanerne ved årets udgang, og nye skatter kommer til. Når det hele er lagt sammen kan man fratrække omkring 4% af den amerikanske GDP. Det er altså mere end nok til at bringe den amerikanske økonomi fra ekspansion til dyb recession. Efter årsskiftet vil der blandt andet være markant højere skatter på udbytte af aktier, og der advares i blogosfæren om at det kan betyde op til 30% fald på de amerikanske aktier, idet de bliver mindre attraktive at holde på. Personligt har jeg ingen holdning til endnu om det bliver 10% eller 30%, men det vil bestemt være modvind for aktiemarkederne.

Læg hertil at fra årsskiftet træder de nye nedskæringer i kraft som “superkommitteen” blev enige om sidste år. Der vil blive lavet nedskæringer for i alt $1200 mia i 2013, og det vil fratrække yderligere et par procent af den amerikanske GDP.

Læg så yderligere hertil at ECRI holder ved deres recessionsforudsigelse fra sidste år og at de nu har sat tidsramme på den også. USA vil være i en recession fra denne sommer. Omend de forudsiger en mild recession, så kan denne gøres meget værre af klippen. Nogle taler også om at dette vil være en “blindside recession”, som markedsaktørerne først forstår er en realitet omkring slutningen af i år.

Interessante tider.

Hvad er en naked Credit Default Swap?

Det er et derivat på det uregulerede derivatmarked. En konkursforsikring, og det at den er naked betyder at forsikringstager slet ikke ejer det underliggende aktiv.

Denne tegning forklarer det.

Er det OK at det er lovligt?

The game is rigged

Der er et radioprogram som jeg sommetider lytter til om morgenen, nemlig Millionærklubben på Radio 24syv. I programmet den 30/4 2012 hører man denne ordveksling i forbindelse med, at de taler om regnskabssæsonen der er i fuld gang i USA.

Sune Aagaard, studievært: Vi har fået nogle rigtigt flotte regnskaber sådan set. Vi fik flot regnskab fra Ford, flot regnskab fra Amazon og så flot regnskab fra Expedia.

John Stihøj, Aktieinfo: Omkring 70% af de amerikanske selskaber er kommet ud med bedre tal end man havde regnet med i 1. kvartal. Det er ret imponerende, at de har løftet indtjeningen så betydeligt i forhold til hvad man havde regnet med.

Det er meget godt John og Sune, men her er den sørgelige fact om Ford: Deres omsætning faldt i første kvartal 2012, og indtjeningen tog et massivt dyk på 45%. Der var intet som helst flot ved Fords regnskab. Men aktien steg efter regnskabet fordi Ford ”klarede sig bedre end analytikerne forventede”.

Hvad jeg tror John måske godt ved, men til gengæld vælger at ignorere, er at denne ”earnings beat rate” er ubrugelig. Årsagen til at den er ubrugelig er, at de store virksomheder har relations afdelinger hvor de er eksperter i, uden at give insider info, at guide Wall Street analytikerne til at sætte indtjeningsforventningerne tilpas lavt til at virksomheden kan slå forventningerne. Som et resultat får virksomheden positiv omtale fordi journalister snydes til at kaste et positivt lys over den. Virksomheden slipper for at skuffe negativt, og hånden holdes under deres aktie.

Sådan er dette game skruet sammen, og det er et som man som investor gør bedst i at undgå at lægge for meget i. Dette spil for galleriet er noget som alle er glade og tilfredse med på Wall Street, men man må ikke tro at det på nogen måde flytter markedet, og en professionel som John Stihøj må ikke være imponeret over det.

Betragt dette diagram som Bianco Research har lavet.

Hvis dette ikke var et spil for galleriet, men tværtimod analytikernes ærlige og objektive forsøg på at sætte et estimat på indtjening, så ville der være flere røde søjler på James Biancos diagram, og snittet ville have form af en normalfordeling med 50% som akse, frem for de 62% som er snittet nu. Samtidig kan man se at i 2008, hvor der var en nærmest episk sammentrækning i virksomhedernes indtjening og dramatisk faldende aktiekurser, så formåede stadig pænt over 50% at slå analytikernes forventninger.

Hvorfor? The game is rigged. Yderligere bevis end ovenstående diagram og sund fornuft behøves ikke.

En anden ting der er værd at nævne I denne forbindelse er analytikernes købs- og salgsanbefalinger. Der er omkring 1500 analytikere ansat i firmaerne på Wall Street. Hvis man skuer lidt ud i landskabet vil man kunne se, at mængden af købsanbefalinger massivt overgår mængden af salgsanbefalinger. Nu kunne man forledes til at drage den konklusion at det må være fordi det går godt for økonomien, men i virkeligheden er det i alle tider således at der er langt flest købsanbefalinger. Også når markedet er på vej til at korrigere 30%, samt EFTER at det har korrigeret 30%. De samme analytikere har også altid, når de spørges om deres forventninger til det kommende aktieår, et mål på mindst 10% stigninger i indekserne.

Her på XETA har jeg tidligere beskrevet og dokumenteret at aktier målt på index performance på en 10 års horizont har været en ringe investering. Hvis man samtidig ikke har kunnet ”slå markedet” har den været endnu ringere. Så hvorfor alle købsanbefalingerne? Svaret er ganske enkelt at man som analytiker får en masse venner ved at anbefale et køb af en aktie, mens man risikerer den kolde skulder fra de firmaer man dækker og gerne vil være tæt på, hvis man anbefaler at sælge dem. Der kan altså ikke være tvivl om at disse analytikere mangler objektivitet, og at de har nogle meget virkelige incitamenter til at tale en aktie varmere end den er.

The game is rigged. Det er sat sammen således at det er meget lettere at være en bull end en bear på Wall Street, og i al investeringsanalyse generelt.

Jeg kommer i øvrigt til at skrive mere om Millionærklubben fremover. Blandt andet om hvorfor deres day trader taber så pokkers mange penge.

Undgå disse banker – opdatering

Jeg tænkte at det var tid at lave en lille opfølgning på Niro Invests liste fra sidste år over de svageste pengeinstitutter. Jeg opfordrede sidste år læserne til at undgå de nederste 23 banker på listen. Det fik i øvrigt diverse erhvervsadvokater til at sværme om min lille website. Her er listen igen.

Cantobank
Sparekassen i Skals
Alm. Brand Bank
Sparekassen Midtdjurs
Lunde-Kvong Andelskasse – Fusioneret med Nørre Nebel Andelskasse
Sparekassen Den Lille Bikube
Sparekassen Limfjorden – Fusioneret med Sparekassen Vendsyssel
Skjern Bank
Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse
Merkur Andelskasse
Ryslinge Andelskasse – Tæt på konkurs, men slugt i 11. time af Sparekassen Faaborg
Sparekassen Lolland – Overlever næppe året ud
Østjydsk Bank
Spar Salling Sparekasse – Konkurs
Andelskassen J.A.K. Slagelse – Blevet bedt om at fusionere
Vestjysk Bank
Københavns Andelskasse
Sparekassen Østjylland – Konkurs
Sparekassen Farsø
Basisbank
Max Bank – Konkurs
Aarhus Lokalbank – Slugt af Vestjysk bank
Fjordbank Mors – Konkurs

Her fra XETA har jeg blot følgende at sige til direktioner og bestyrelser fra de resterende banker på listen: Fusionér, og pensioner Jer selv før I gør mere skade på andre folks penge. I er en flok bonderøve der har strukket sig langt ud over sine kompetencer. Lad være med at forsøge at være Goldman Sachs i kartoffelrækkerne. I har formået at overgå mine værste forventninger på under 12 måneder. Det siger ikke så lidt på en weblog der er kendt for at være “bearish”.

Jeg ser frem til Niro Invest forhåbentlig opdaterer deres liste igen her i 2012. Det er interessant hvordan det så pludselig ser ud for Nr. Nebel Andelskasse, Sparekassen Vendsyssel, Sparekassen Faaborg og Vestjysk bank, nu hvor de har taget nogle problemer ind på bøgerne.

Aktierne er dyre ligenu

I en af de mere populære posts her på websiten ”Det store aktiebedrag”, diskuterer jeg blandt andet det sekulære bear marked vi er i lige nu, og hvorledes jeg forventer, at vi ser endnu et dyk før vi igen kan tale om et sekulært bull marked.

De sekulære bull og bear markeder er illustreret på dette diagram som sagtens tåler en gentagelse.

Jeg skal understrege, at selv den seneste optur i første kvartal af 2012 ikke har ændret ved min forventning om et kommende langt og dybt dyk på markedet. Jeg har hele tiden forventet, at en bear market bund vil indfinde sig i 2012 eller 2013.

Relevant herfor har Ed Easterling fra Crestmont Research arbejdet på et diagram, som viser hvor disse bull og bear markeder typisk ender.

(klik for større figur)

Easterling er kommet frem til at sekulære bear markets typisk først ender når den 10 års rullende inflationsjusterede P/E (Shiller P/E) når ned omkring 10 eller endog under, mens en P/E  i området 20-25 typisk betyder, at aktierne er vurderet for højt.

Der hvor vi er i dag illustreres med den blå linje på Easterlings diagram. Den irrationelle aktieboble fra 90’erne er stadig ikke renset helt ud, og Shiller P/E ligger i skrivende stund i 22,85. Historisk er den altså alt for høj, og i dette perspektiv passer det ikke hvad diverse analytikere har forsøgt at fortælle om at aktier er billige. Javist er aktierne billige i forhold til for 10 år siden, men analytikerne har ikke det helt lange perspektiv på. At en aktie er analytiker-billig betyder ikke, at den umuligt kan blive endnu mere billig. Det er vigtigt at forstå, når man læser deres forudsigelser.

Man kan følge med i Shiller P/E på denne website.

 

Bjørnen vågner igen

Børsen har givet lidt mikrofontid til Anders Nellemose fra Danske Bank. Nellemose er overrasket over aktiernes stærke stigninger i løbet af første kvartal, men tøver ikke med at forudsige at resten af året byder på yderligere 5-10% stigninger. I artiklen benævnes ydermere VIX indexet og der skrives ”Indekset er nu omkring 15,5, hvilket indikerer et såkaldt ‘normalt investormiljø’. Til sammenligning var indekset over 30 i december og helt oppe i 81 i kølvandet på krakket i Lehman Brothers.

XETA vil gerne bringe til torvs, at VIX har spenderet det meste af tiden de sidste 3 år udenfor området 15-20, og derfor har det ikke været normalen i nogen tid efterhånden. Det er kun i sekulære bull markeder at VIX holder sig så lavt i lang tid. Samtidig må jeg sige at både i 2010 og 2011 har en VIX på 15 signaleret kraftig korrektion forude, som man kan se på diagrammet.

Det er dette mønster som gør at jeg selv har købt VIX og solgt alt andet.

Samtidig ser jeg med bekymring til på Apple aktien. Her er den på en uge graf med 26 ugers glidende snit.

Når en aktie eller et hvilket som helst andet aktiv kommer til et stadie, hvor den stiger næsten lodret op, så siges det, at den stiger som en parabel. Dette mønster er en arketypisk formation som signalerer boble. Der er et par ting man typisk kan sige om bobler: For det første er det umuligt at spotte toppen i dem. Der er i løbet af en bobles opbygning mange falske toppe, så det at forsøge at ride med til toppen er nervepirrende, og en manøvre jeg ikke kan anbefale. For det andet har bobler det med at returnere til der hvor de for alvor begyndte at afvige fra langtidstrend. I Apple aktiens tilfælde er det omkring kurs 425. Jo højere aktivet bevæger sig over sin langtidstrend, jo mere voldsomt og spektakulært er det, når det vender nedad, og jo større er tendensen til at det skyder over målet så at sige. Altså at kursen kommer langt under langtidstrenden.

Man må aldrig glemme tommelfingerreglen ”markets tend to return to their mean over time”. At kurserne før eller siden finder tilbage til deres gennemsnit.

Det som er problematisk i Apple aktiens tilfælde er, at aktien vejer så meget i indekserne. Væksten i de 500 S&P 500 firmaers indtjening var i fjerde kvartal 2011 på 6.1%. Rent faktisk er det således at hvis man tager Apple og AIG ud af tallene, så har de resterende 498 firmaer i S&P 500 kun mønstret en indtjeningsvækst på 1.2%. Apple, som det højest kapitaliserede firma i USA lige nu, er altså motor for adskillige index ETF’er og andre instrumenters stigning i første kvartal 2012.

Siden Apple aktien har ”slået markedet” i perioden, er forvaltere for forskellige investeringsforeninger (mutual funds) under gevaldigt pres for at hive aktien ind i deres portefølje for at pynte på deres tal. Det betyder, at mange fonde har en stor vægt af Apple aktier, og i nogle tilfælde mere end de må. Selv small cap fonde forlyder det har taget Apple aktier ind.

Det her er altså en eksplosiv situation, hvor Apple boblens højlydte POP vil medføre at alle søger mod udgangen på samme tid. Altså at en kædereaktion vil blive sat i gang, hvor Apples kursfald vil kunne ses på diverse ETF’er og fonde, og investorer vil i panik begynde at trække penge ud, hvorefter den afsmittende effekt vil finde over i valuta og råvaremarkederne. Det kommer til at udvikle sig grimt.

Desværre er der bare ingen der ved om Apple aktien peaker på $620, $700 eller $1200, men det sker og indtil videre er jeg selv tilfreds med at sidde og vente med mine VIX produkter.

Nu hvor der tales om, at virksomhederne har peaket i indtjening i Q4 2012, samt at Citigroups surprise index nu vender nedad igen, synes jeg der er tegn på, at markedsspillerne gearer op til en ny omgang ”sell in May and stay away”, lige som sidste år, nu hvor de har fået første kvartals bonus på deres løn i hus.

Jeg har altid ment, at en markedstop var en process, frem for et specifikt punkt i tid. Processen ER i gang. Det er jeg overbevist om.

Goldman Sachs snyder sine kunder – chok!

Hvis man følger lidt med i amerikansk erhvervspresse, så er man måske stødt ind i al debatten som tidligere Goldman Sachs ansatte Greg Smiths opsigelse til sin ledelse har ført med sig. Hvis ikke så kan man læse det åbne brev i New York Times her. Det udstiller investeringsbanken Goldman Sachs som en virksomhed, som ofte er i interessekonflikt med sine kunder, og uden tøven får kunderne til at købe hvad der nu er i Goldman Sachs største interesse, og hvor kunderne i det hele taget ses som blåøjede idioter der eksisterer for at blive manipuleret og gøre banken rig. Anbefalet læsning.

Nu skulle man jo tro at alt dette var vand på XETA’s mølle, men jeg kan jo undres over hvorfor den jødiske bordtennisstjerne Greg Smith ikke forlod stedet lidt før. Der er i hvert fald nogen som mener at han har tabt sin håneret for længst, hvis man kigger på diagrammet her.

Deutsch mit zweierlei Maß

Uhadada, jeg skal love for at den græske statsbankerot har varmet op under sagerne i EU. Den tyske justitsminister Hans-Peter Friedrich cementerer dobbeltmoralen når han siger: ”Spørgsmålet består om hvad der sker, når et land ikke er i stand til at sikre sine grænser, som vi ser i Grækenland. Er det muligt at genindføre grænsekontroller? Jeg vil gerne gøre klart at dette indgår i vores diskussioner lige nu.”

Ganske vist har jeg tyske aner, men sådan en udtalelse irriterer mig. Hvis vi spoler tiden blot et enkelt lille år tilbage til da regeringen indførte mere grænsekontrol, så hørte vi fra Tyskland endeløse tirader om hvor forkert det var. Her er et par eksempler.

  • Udenrigsminister Guido Westerwelle: ”Vi ser et behov for en hurtig og detaljeret forklaring af sagen. Fri bevægelse og Schengen aftalen er essentielle for det europæiske fællesskab og der må ikke rejses tvivl om dem.”
  • Samme Hans-Peter Friedrich, før han blev justitsminister, forklarede at lande skal være i stand til at kontrollere deres grænser i nødstilfælde, men ”vi mener det skal begrænses meget klart” og at grænsekontroller ”i dag kun er mulige i undtagelsestilfælde og vi skal have defineret de eksakte kriterier så disse undtagelsestilfælde kan blive ved med at være undtagelser”.
  • Daværende justitsminister Leutheusser-Schnarrenberger mente at permanente grænsekontroller vil ”fjerne en fordel som EU har opnået”.
  • Sebastian Edathy fra SPD mente at permanent grænsekontrol brød Schengen aftalen og sagde ”Jeg forventer at regeringen gør det klart for vores danske naboer at en genintroduktion af permanente barrierer ikke er acceptabelt”.
  • Og så blev det selvfølgelig mere end antydet at Danmark bare kunne blive smidt ud af Schengen samarbejdet hvis vi ville, og underforstået nok heller ikke ville blive savnet.

Nu kunne man jo håbe på at Søvndal eller Wammen vågner op til dåd her under vores EU formandskab, og beder tyskerne komme med en hurtig og detaljeret forklaring på hvorfor de ikke mener det samme som de gjorde for bare 10 måneder siden.

Men vi ved godt at det ikke sker. Om noget beviser dette blot, at Danmark blandt samtlige EU lande, med vores forbehold, begrænsede størrelse og vægt, og skingre debat står i noget nær sidste række når det gælder meningsdannelse i EU. Glem skåltalerne fra vores levebrødspolitikere. Vi har ikke noget at skulle have sagt.

Desuden udstilles den ideologiske tågesnak fra eurokraterne som lige netop det. Det viser sig at nu hvor det tyske valg nærmer sig, så er alt til salg alligevel. De tyske vælgere er nemlig IKKE særligt interesserede i at få alle de nordafrikanske flygtninge som lægger til i Grækenland. Gud forbyde hvis også tyske politikere skulle ud og finde sig et rigtigt job, hvor de skulle producere noget som er brugbart for rigtige mennesker. Så hellere stikke piben ind og dukke nakken lidt mens man varmer taburetten. Hvor er det en ynk.

Det værste tidspunkt at købe aktier på

Hvornår er det værste tidspunkt at købe aktier på? Det værste tidspunkt er såmænd lige nu.

Jeg må indrømme at de sidste 3 måneders stigninger på aktiemarkederne har overrasket mig. Der er imidlertid mange ting der peger på at processen med at danne en markedstop er i fuld gang. En række tekniske analytikere peger på dette. Walter Zimmermann kalder det decideret at ”det er ved at trække op til en perfekt finansiel storm”. Andre er mere afdæmpede, mens John Hussman fra Hussman Funds siger at tidspunktet nu passer ind i en ”hvem-hvad-hvor” for værste tidspunkter at investere på. John Hussman peger på følgende tekniske kriterier:

  • S&P 500 handles mere end 8% over sit 52 ugers eksponentielle glidende gennemsnit.
  • S&P 500 er steget mere end 50% i forhold til sit 4 års laveste punkt.
  • Shiller P/E indekset, som er baseret på et snit af 10 års indtjening i virksomhederne, er over 18 (det ligger ligenu på 22).
  • Renten på den 10 årige amerikanske statsobligation er højere end for 6 måneder siden.
  • Markedet er gennemgående optimistisk, med over 47% bulls og under 25% bears.

Hussman påpeger at når disse elementer har været på plads tidligere, så har det ledt til hurtige og voldsomme fald kort tid derefter. Eksempler er 1973 hvor markedet faldt 48% over 21 måneder, august 1987 hvor markedet faldt 34% over 3 måneder, samt flere gange i perioden 1998 til 2000 hvor det ledte til fald på 10-18%, og så selvfølgelig under selv dot com krisen og i 2007.

Der kan selvfølgelig gå uger og der kan også gå måneder herfra før kurserne vender ned, men siden de makroøkonomiske fakta, stigende energipriser og tekniske indikatorer lader til at køre i tandem ligenu, og peger på fald kan man være ret sikker på at de kommer.

Det er meget muligt, at man går glip af nogle stigninger nu ved at melde sig ud af markedet, men på den anden side skal man huske på at 50% fald i markedet skal opvejes af en 100% stigning. Det er, som jeg ser det, vigtigere i investering at undgå fald, end at jagte stigninger. Der skal nok komme gyldne muligheder for at entrere i markedet allerede i år.

Min egen position er primært kontanter, og så en lille position i VIX futures. Hvis der kommer endnu en periode med markedsuro vil den give betragteligt

Landbrugsministerens frihedskamp

Jeg sad og regnede lidt på de nye regler hvor landbruget ikke må bruge de første 10 meter af jorden op til et vandløb eller en sø.

En gennemsnitlig landbrugsbedrift er i dag på 61 hektar. Hvis man laver det til en kvadrat, så er den ca. 781 meter på hver led. Lad os så antage at landmanden er så uheldig at have et vandløb i en lige linje gennem hele sin grund. De første 10 meter på hver side af vandløbet må han ikke længere beså. Det svarer til 1,56 hektar jord, eller samlet set 2,6% af hele bedriftens areal.

Jeg har ladet mig fortælle at en hektar landbrugsjord kan erhverves for omkring 150.000 kr. Det vil sige, at hvis et gennemsnitligt landbrug er så uheldigt at have nogle af de 25.000 km vandløb det drejer sig om på landsplan løbende igennem sig, så berøves de for jord af en pris på 234.000 kr, som bedriften ikke længere kan få afkast af. Det må svide.

For at føje spot til skade har Mette Gjerskov netop offentliggjort sin intension om at tillade alle adgang til at færdes i den 10 meter bræmme, uanset at jorden tilhører en privatperson. Denne ophævelse af den almindelige grundlovssikrede ejendomsret forsøger hun i Jyllandsposten at sælge som et udtryk for frihed.

Jeg ville selvfølgelig være ret så sur, hvis jeg var landmand. Jeg ville nok være så sur at jeg ville sikre, hvis Mette Gjerskov bevægede sig ud af sin rygekabine eller hvis Hans Ole fra Vanløse med engangsgrillen og de farvestrålende øldåser kom frejdigt med sin klapstol, så ville de blive mødt med intet andet end brændenælder, bjørneklo og kristtjørn op til mit vandløb. Så kan de nyde deres snart lovsikrede ret til at være i naturen på min grund, og udforske hvorledes stikkende udslæt føles i ro og mag.

Fra Mette Gjerskovs ambition om at inddrage 2,6% af en gennemsnitlig landbrugsbedrifts jord kan vi gætte på næste trin. Bliver det at inddrage 2,6% af COOP’s butiksarealer til socialistisk varmestue? og kunne hun måske finde på at konfiskere 2,6% af pladsen i AP Møller Mærsks fragtskibe så alle kunne nyde en tur gennem Aden bugten? Jeg harmes over denne annullering af den private ejendomsret, som må få enhver tidligere sovjetbureaukrat til at gløde af stolthed. Og så er jeg ikke engang landmand. Hvad jeg ved er at det ikke har noget med frihed at gøre.

Finanssektorens nyttige idiot på Politiken

Ovre på Politiken har Jesper Vangkilde begået en artikel, hvor Tobin skatten tilsyneladende bare skal tales ned. Til formålet har journalisten allieret sig med to pensionskasser, en Cepos økonom og en professor, som samstemmende forklarer at en tobin skat vil koste ”den almindelige” pensionsopsparer penge.

Før jeg stikker dybere i Politikens ensidige fremstilling af sagen, så for Prins Knud en lille hurtig 101: Tobin skatten er en skat på finansielle transaktioner. I praksis ville det fungere således at en handel med en aktie eller et derivat ville blive beskattet med 0,1% af transaktionens værdi. Det gælder både køb og salg, så et køb af en aktie og et salg til samme kurs vil altså beskatte de to transaktioner med totalt 0,2%.

Ud over at skulle hive penge ud af finanssektoren er en pointe ved Tobin skatten også at den skal sikre stabiliteten af det finansielle system. I dag findes der ting som ”high frequency trading” hvor computere laver handler, køber og sælger det samme finansielle instrument indenfor blot millisekunder, for at tjene nogle få ører på hver transaktion. Det at man sætter computeren i førersædet leder til såkaldte ”flash crashes” på markedet. Altså at computere står og handler med hinanden i en ond cirkel og pludselig falder markedet 10% uden nogen åbenlys årsag. En Tobin skat vi fjerne grundlaget for at en computer står og handler med et afkast på mindre end 0,1% i hver transaktion.

Ud over dette vil jeg tro at en indførelse af en Tobin skat vil sætte spotlight på hvor stort og opblæst derivatmarkedet egentlig er, idet handlerne så pludselig skal afrapporteres, og ikke længere kan være et mørketal.

Men nok om det: Gennemskueligheden og stabiliteten af det globale finansielle system indgår ikke i Jesper Vangkildes vinkling af artiklen. Her er der fokus på at Hr. og Fru Danmark taber penge.

Umiddelbart virker den her artikel plantet. Jeg mener, hvor var Politiken, Jesper Vangkilde og pensionskasserne henne da regeringen satte PAL skatten (pensionsafkastskatten), som allerede er verdens næsthøjeste, op fra 15,0% til 15,3%? Denne skat betyder, at pensionsopsparingerne røves for noget større beløb end en Tobin skat nogensinde kunne. Og hvor var de da den nuværende regering besluttede, at nu skal PAL skatten tages af årets afkast FØR pensionskassen har været der og hævet deres gebyrer og depot omkostninger? Dette er analogt til at beskatte en virksomhed af dens omsætning og ikke dens overskud.

PAL skatten har bidraget med så mange penge i statskassen at vi pludselig magisk kan overholde EU’s 3% grænse for underskud på statsbudgettet. Det har overrasket finansministeren, men hov, det var sørme vist også en overraskelse året før og alligevel sætter de skatten op? Vil det også være en overraskelse næste år, at pensionsopsparingerne brandbeskattes? Så konklusionen er at offentligt overforbrug finansieres ved at politikerne går på strandhugst i de fornuftiges opsparinger. Altså ved at straffe de folk der tager et bevidst valg om at betale regningen for deres egen alderdom, med deres egne opsparede penge.

Hvis Politiken føler trang til at eksponere uretfærdighed i pensionssystemet kan de starte der, og ikke med Tobin skatten som rent faktisk tjener det vigtige formål at stabilisere og tøjle finanssektoren. Hvis vi har Tobin skat, så mister pensionssparerne måske en smule. Hvis vi ikke har Tobin skat, så kan de lægge oven i risikoen for at miste alt.

Desværre er en Tobin skat død fra fødslen. For at have noget effekt skal den ikke bare indføres i Danmark eller EU, men i stedet i hele G20. Jeg tror næppe at Kina springer på. Eller USA for den sags skyld. Hvis den ikke indføres i G20, så flytter markederne bare ud af de lande som har skatten.

Erhvervslivet lader dog til at bakke en Tobin skat op. Eks Bill Gates, eller serieentreprenøren Mark Cuban.

Man skal huske på at aktiemarkedet og de finansielle markeder oprindeligt er tiltænkt formålet at rejse kapital. Det var ikke tiltænkt, at computere skulle overtage og med algoritmer sidde og skære fortjenester af, i meget tynde skiver. Finanssektoren producerer ingenting nyttigt, men sidder som en igle på virksomheder og individer og forsøger at suge så meget af afkastet af deres værdiskabelse til sig som muligt. De tricks de benytter til dette må nødvendigvis holdes i ave, og der er intet unfair i at de beskattes. Den sektor skal slankes og have mindre magt.