Ugen der kommer

Fredag besluttede den europæiske centralbank at sætte et nyt lille plaster på det styrtblødende sår som Europa efterhånden er. Centralbanken har løsnet op for kravene til det som bankerne skal stille som sikkerhed for deres lån fra ECB. Altså svarende til, at nu hvor bankerne allerede har pantsat sølvtøjet, så accepterer ECB nu også opvaskebørsten og karkluden som sikkerhed for lån. – ECB gør naturligvis dette fordi bankerne er pressede på deres likviditet og eksistensgrundlag, men helt ærligt: Forbrugerlån og billån til private som sikkerhedsstillelse til ECB? Er det virkelig der vi er?

Torsdag og fredag i næste uge er der EU topmøde, og den italienske premiereminister Mario Monti har været ude og advare om apokalyptiske konsekvenser, hvis ikke der bliver vedtaget noget på mødet.

Umiddelbart tror jeg ikke der kommer andet end endnu en plan om at have en plan. Den franske præsident taler om europæisk solidaritet, men sjovt nok er konsekvensen af samtlige forslag han stiller, at nogen anden end Frankrig skal betale. Ydermere arbejder han hårdt på, at der ikke skal stilles krav til de lande som modtager penge fra EU, idet han ved, at Frankrig og de franske banker kommer til at stå der på et tidspunkt. Nogen skal jo være ansvarlig, når Frankrig sænker pensionsalderen fra 62 til 60 og øger størrelsen af sin offentlige sektor. Ja pengene skal lånes uden at investorerne kræver høje renter fordi tilbagebetaling af lånene er usikre, så i Frankrig arbejdes der på at lave bankunion i EU og indføre euro obligationer. Tyskerne forventes at være ”solidariske”, og så er det lige meget at en tysker først kan se frem til pension når vedkommende fylder 67, for franskmændene skal i hvert fald ikke bedes om at arbejde hårdere og længere.

Så det er Europa som det ser ud. Et sted hvor de store lande nu meler deres egen kage. Det værste er, at den tyske økonomi viser svaghedstegn, som beskrevet ovre på Business Insider. Hvis markedet får opfattelsen, at Tyskerne ikke vil være i stand til at betale regningen (villige eller ej), så er alt hvad EU og dets fonde kan komme med bare ”smoke and mirrors” – illusioner for at vildlede.

Men nu må vi se. Jeg kommenterer i næste weekend, når et resultat fra topmødet er ude.

Der er rumsteren omkring Kina om hvordan der pyntes på tallene. New York Times skriver i forbindelse med at lagrene af kul beregnet til kulkraftværker i Kina lige nu bugner:

”Produktion og forbrug af elektricitet har været anset som beskrivende for et bredt spekter af økonomisk aktivitet. Det ses af udenlandske investorer og selv nogle kinesiske officials som guldstandarden for at måle hvad der i virkeligheden sker med landets økonomi, fordi indsamling og rapportering af data i Kina ikke regnes for lige så pålidelig som i mange andre lande.

Faktisk overdriver officials i nogle byer og provinser det økonomiske output, virksomhedernes indtjening og profit, samt skattebetalinger, sagde virksomhedslederne og økonomerne. Officials gør dette ved at opfordre virksomhederne til at lave separat bogføring, som viser forretningsresultater og skattebetalinger som ikke eksisterer.”

Dette er i virkeligheden det kinesiske kleptokrati i aktion. I år er det valgår, som det typisk er en enkelt gang i hvert årti. Det er i år at posen virkelig bliver rystet med hensyn til besættelse af poster i det officielle Kina. Alle vil til fadet, alle vil se godt ud. NYT skriver endvidere:

”Officials på alle niveauer i det offentlige Kina er under pres for at rapportere gode økonomiske resultater til Beijing mens de venter på at forfremmelser, degraderinger eller overflytninger skal komme oppefra. Så også smallere og mere obskure målinger af økonomisk aktivitet forfalskes.

Officials ønsker ikke at se det negative, så de beder ledelsen for el værkerne om at rapportere negative ændringer i el forbrug som uforandret forbrug sagde en leder i el sektoren.”

Så tilsyneladende er selv ikke el forbrug et pålideligt tal længere. Sagen er blot, at det kinesiske tal for vækst i el forbrug allerede er skrækkeligt dårligt, så hvis det oven i købet er manipuleret op så står det virkelig dårligt til. I så fald er der intet at sige til, at de industrielle råvarer prismæssigt er nærmest i frit fald. Simpel udbud-efterspørgsels mekanik.

Nordsøolien er faldet omkring 28%, og er langt inde i bear market territorie. Det 9 dages glidende snit har ligget under det 21 dages glidende snit i næsten 3 måneder i træk. Det er sjældent at et fald er så konsekvent. Jeg er i øvrigt short i olie, og har været det siden omkring $102 pr tønde. Indtil videre tror jeg, at brent olie bevæger sig mod omkring $84,5.

Det sidste uptick på handelsdagen fredag skyldes at det trækker op til storm i Den Mexikanske Golf, hvilket kan gøre, at felterne der skal evakueres og forårsager flere dages produktionsstop. Investorerne har ikke været interesserede i at have short positioner op til weekenden hvor stormene måske, måske ikke, blæser i retning af oliefelterne. Afhængigt af vejret, så fortsætter olien nok ned i næste uge. Jeg tager profit når det 9 dages glidende snit krydser over det 21 dages glidende snit og ikke før. Vindere skal have lov at løbe, indtil de ikke skal mere.

I virkeligheden handler dette råvare bear marked nok mest af alt om styrken af USD, som bundede i maj 2011, og har været på optur med konsistente ”higher highs” og ”higher lows” siden da. Sådan vil det nok fortsætte de næste 3 måneder også, med mindre der kommer en pludselig løsning på Europa. Indtil da formentlig mere modvind til råvarerne, hvorefter de omkring september muligvis udgør en virkelig attraktiv investering.

Dollaren er i øvrigt 86% negativt korreleret med nordsøolien lige nu.

Samlede et stykke info op om VIX i dag. CXO Advisory Group har lavet et studie på data fra 1990 til 2005, og fundet, at når VIX specifikt rammer en pris som ligger 77% over sit 63 dages glidende snit, så returnerer S&P 500 i snit 14% det efterfølgende år.

Her er VIX med 63 dages glidende snit. I starten af juni var den strukket godt over snittet, men ikke i nærheden af de 77%, så af det kan man konkludere: Absolut ingenting. :-)

Nuvel, til næste gang.

Handel med guld og olie i den kommende uge

Efter i løbet af en uge at være faldet med omkring $170 formåede guld markedet fredag at producere et lille bounce. Guldet er da også i et kraftigt oversolgt område hvor man må forvente i det mindste et respektabelt dead-cat-bounce i løbet af den kommende uge.

Siden den 7. november er guldet gået tilbage til at bevæge sig modsat US dollar indexet. Hvis man sammenligner de to grafer kan man se, at de nærmest er spejlbilleder af hinanden. Prisudviklingen i guld vil formentlig fortsat i en periode være dikteret af hvilken retning USD bevæger sig i. Det er euroen, som er den største komponent i dollar indexet, og indexet lader da også til primært at bevæge sig med annonceringen af redningsfonde i EU, og skuffelsen over de europæiske politikere. I det hele taget et meget overskriftsdrevet marked.

Det interessante ved dollar indexet rent teknisk er for det første, at det overkommer den dobbelt-top der er dannet i starten af oktober og slutningen af november. I det hele taget er det et ret kraftigt ryk det har taget opad i den forgangne uge. Det skyldes blandt andet den exodus fra euroen der er forekommet. Selve EUR/USD krydset står dog på et teknisk supportniveau ligenu på 1.30 som muligvis kan holde.

Jeg er dog ikke i tvivl om at dette er et market ved en korsvej. Et brud af de 1.30 kan formentlig hurtigt sende EUR/USD ned mod 1.20, og det kan ske, hvis der kommer flere dårlige nyheder fra Europa. Det vil skabe et pres på guldet, ned på supportniveau omkring $1535-$1550, eller sågar $1500.

Omvendt kan man sige, at ”sentiment” omkring dollaren er således, at alle er ”bullish” på den. I det hele taget skal man tilbage til 2008 for at finde et lignende dollar sentiment. Det vil sige, at på et eller andet tidspunkt meget snart er den sidste bull fundet, og markedet vil bevæge sig den anden vej. Hvis man vil forsøge sig som kontrær investor, så er det nu man skal investere i guld. Stop loss skal i så fald placeres på $1500. Hvis guld stryger under $1500 kommer det formentlig til at se $1350 pr. ounce også.

Det næste modstandsniveau, hvis dollaren altså fortsætter med at forme en ny top i næste uge, er på omkring $1700. Her vil jeg selv tage et nyt bestik af situationen.

Olien bevæger sig interessant for tiden. Her er for det første brent (nordsøolie) kontrakten.

Brent har for det første tegnet en head and shoulders formation, med en neckline på omkring $106. Hvis brent skal fuldende formationen vil det nu falde til omkring $95-96. Derfor ligger jeg selv short i brent olie for tiden.

WTI olien (den amerikanske olie) bevæger sig lidt anderledes, og i det hele taget har det spænd der har været mellem brent og WTI indsnævret sig kraftigt på det seneste.

Man kan se at WTI ligenu bouncer på 38.2% fibonacci retracement, sådan som den ofte gør. Det kan være med til at holde hånden under brent olien. Omvendt, hvis 38.2% brydes, så vil WTI olien hurtigt se $90.

Kineserne importerer blandt andet brent olie, og jeg funderer på om det faktum, at brent prisen falder hurtigere end WTI prisen betyder, at Kinas import af olie er faldende? Jeg har i nogen tid haft en teori om, at ”den bløde landing” af Kinas økonomi bliver til en hård landing, og det at de i Kina lige har sænket bankernes reservekrav for at stimulere økonomien kan tyde på at de selv mener der pludselig er brug for en spand kul igen.

En interessant ting i den forbindelse er, at kobberprisen fra toppen er faldet med ca 25% ned til det niveau den har nu. Kobber er et byggemateriale og benyttes blandt andet i forbindelse med oprettelse af infrastruktur. Med Kina som den primære aftager på verdensmarkedet. Faldende kobberpriser betyder faldende efterspørgsel, og dermed at der bliver bygget mindre. Det interessante er, at mens kobber er faldet omkring 25%, så er olien bare faldet omkring 14-15%. Hvis olien skal følge kobberets fald, så skal vi altså se brent olien omkring $90 pr. tønde.

Min umiddelbare antagelse er, at dette kommer til at ske. Vi nærmer os en periode på markedet her omkring jul, hvor likviditeten er lav. Rent teknisk kan brent sagtens risikere at fuldføre en head and shoulders  i sådan et klima. Der er et stort indtjeningspotentiale her. En gearing på 400% vil f.eks. give omkring 50-60% upside potentiale.

Derfor er min handelsstrategi i den kommende uge at være ”long” i guld og ”short” i olie. Men på samme tid hele tiden holde øje med overskrifter fra Europa som kan flytte meget i en periode med lav likviditet, EUR/USD samt udviklingen i dollarindexet.

Og så til sidst selvfølgelig: Glædelig jul fra XETA. :-)

Min handelsstrategi for WTI olie

Jeg ynder at handle med olie fra tid til anden. Det er når alt kommer til alt kongen af alle råvarer! Hvorfor skrive om det her? Jeg håber at kunne inspirere, så her er en hel handelsstrategi med entry og exit i WTI olie.

I torsdags lagde jeg en handel ind hvor jeg shortede WTI olien på niveauet omkring $89. Her er hvorfor:

Det sagdes i ugens løb, at WTI olien nu lå i et handelsinterval mellem $80 og $90. Umiddelbart ser det på figuren med daglige slutkurser ud til, at WTI helt rigtigt slår mod et ganske kraftigt resistance niveau på $90.

På den fundamentale side, er WTI olien tilsyneladende steget på håb om Obamas og Bernankes taler i den forgangne uge, samt det faktum at der er godt gang i den med storme i Den Mexikanske Golf, som allerede har lukket dele af olieforsyningen ned. Tilsyneladende har markedet dog indpriset et helt og fuldstændigt forsyningsstop fra golfen.

Rent teknisk kan man se, at WTI fra starten af maj og indtil 9. august har handlet med lavere toppe, og lavere dale. Altså et marked i nedtrend. Det er vigtigt at finde ud af hvad trenden er. Det er generelt mest fornuftigt at være på den rigtige side af trenden når man vil udnytte handelsintervaller, for så er risikoen for overraskelse mindre.

Efter 9. august har markedet formået at producere højere dale, men to gange med top lige før $90. Der er altså efter min mening ikke tale om en trendvending før markedet formår at lukke OVER $90, idet chancen for et nedbrud i sådan en vimpel formation som den tegner, er relativt stor.

Så med det i mente lagde jeg en handelsstrategi baseret på, at kursen ville blive afvist ved $90 og sendt nedefter.

Jeg købte ind lige omkring $89, den 8. september, og min position er short. Det vil sige at jeg tjener penge når kursen falder.

Når man planlægger sin indgang i en handel skal man også planlægge hvordan man kommer ud. Jeg bruger i denne handel fibonacci retracements til at afgøre hvornår jeg tager profitten. En 61.8% fibonacci retracement fra toppen ligger omkring $83.5, så det er der jeg sælger.

Hvorfor krydser jeg ikke fingre og ser om den kommer hele vejen ned til $80 og sælger der? Der er en regel som jeg forsøger at følge. Den hedder ”Don’t be a pig”. På Wall Street har de et gammelt mundheld som siger ”Bulls make money. Bears make money. Pigs get slaughtered.”

Man kan se på figuren over 4-timers kursen i WTI, at fibonacci boksen ved 61.8% allerede har været support niveau en gang omkring 5-6 september, så der er risiko for at det er så dybt som kursen kommer denne gang. Desuden er 61.8% af et handelsinterval mere end fint at profitere af. Hvis handelsintervallet er så smalt at 61.8% ikke giver en potentiel upside som er stor nok bør man overveje at holde sig væk.

Den anden del er at afgøre hvordan man kommer ud hvis handlen nu ikke går som man forventer. Jeg agter at geare denne handel med 400%, og siden jeg ikke har lyst til at miste mere end 10% af de penge jeg sætter på højkant ligger min exit på $92. Hvis olien altså mod forventning bryder igennem resistance niveauet, og rammer $92 trækker jeg mig ud af handlen med et tab. Uden følelser, uden ærgrelse, men blot med vished over at have begrænset tabet.

På den positive side har en short fra omkring $89 og ned til $83.5 med 400% gearing en potentiel upside på 25% afkast. Siden jeg maksimalt kaster 10% af mine midler i en risikabel og gearet handel som denne, så kan handlen altså øge værdien af min totale portefølje med 2.5% på kort tid, eller nedsætte værdien med 1%.

På den fundamentale side skete der så følgende efter jeg lagde min handel:

Obamas tale om hvordan han vil skabe arbejdspladser kunne næsten kun være en skuffelse. Markedet forventede en jobplan med stimulus på omkring $300 mia, og Obama lovede noget i omegnen af $420 mia. Desværre havde Obama, præcist som jeg havde regnet med, ikke så meget lyst til at tale om finansiering af planen. Den slags skal igennem kongressen hvor der sidder masser af politiske modstandere på spring. Dette reagerede markederne negativt på.

Bernanke holdt også en tale, men med hensyn til stimulus gentog han blot hvad han havde sagt ved Jackson Hole, som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg. Det var faktisk også som jeg havde forventet. Bernanke er ikke nogen en-mands hær som lige på egen hånd kan bestemme at nu skal der trykkes 1000 mia nye dollars. Jeg ved ikke hvad markederne havde tænkt sig, men dette reagerede de i hvert fald også negativt på.

Ydermere har euroen det, for at sige det mildt, ikke så godt ligenu. Tilsyneladende er der et positivt forhold mellem euroen og olien som jeg ikke var opmærksom på før jeg læste om det hos Bloomberg. Euroen bliver nærmest knust for tiden og EUR/USD er for første gang i lang tid under 1.4.

Kursfaldet blev i første omgang afvist ved den fibonacci retracement som hedder 38.2%. Det er muligt at jeg kommer til at vente et par dage, før kursen kommer ned i næste fibonacci kasse mellem 38.2%-61.8%. Men hvis den kommer ned i denne kasse, så er det næsten sikkert målet på $83.5 bliver nået.

Et nyt besøg i området $89-90 er en mulighed, men ikke noget at ryste på hånden over. Mit stop-loss står fast ved $92.

De største trusler mod verdensøkonomien: Krig mellem Israel og Iran?

Oxford analytica er et britisk firma, som arbejder med strategisk analyse af primært økonomi og geopolitiske forhold. De udarbejder løbende en liste over globale stress punkter. Listen er ordnet efter, hvor stor en økonomisk og geopolitisk effekt hver af en række hændelser vil have.

Som den ser ud dags dato er listen som nedenfor, og jeg skal pointere at det er punkterne 1-4 som er i en klasse for sig selv når det drejer sig om økonomien, og hvad der kan mærkes af os her i Skandinavien.

1 Dollar kollaps
2 Væbnet opgør mellem Kina og Taiwan
3 Israelsk angreb på Iran
4 Opløsning af eurosamarbejdet
5 Udhulning af den Mexikanske stat
6 Verdensomspændende protektionisme
7 Kollaps af Irakiske statsinstitutioner
8 Russisk militær aggression over grænserne
9 Krigserklæring mellem Indien og Pakistan
10 Pakistansk statskollaps
11 Argentinsk statsbankerot
12 Nordkoreansk millitærkonflikt
13 Nye ”hot wars” på Afrikas horn
14 Borgerkrig i Libanon
15 Oprør i Centralasien
16 Alvorligt optøjer på Balkan

I den her artikel vil jeg rette fokus på det nuværende punkt 3 – at Israel skulle rette et angreb mod Iran.

Motivation bag et angreb

STRATFOR, som er en anerkendt virksomhed der beskæftiger sig med efterretninger, udgav i sidste uge en geopolitisk analyse ved navn Israeli-Arab Crisis Approaching, hvor de gør rede for, at i lyset af den kommende afstemning i FN i september om anerkendelse af en palæstinensisk stat, så har både Hamas i Gaza striben, Hizbollah i Libanon, samt al-Assads styre i Syrien alle har noget at vinde ved at fremprovokere en konflikt med Israel.
Iran, som er en fjende af Israel siden den islamiske revolution i slutningen af 70’erne, spiller en ikke ubetydelig rolle her, idet de aktivt støtter Hamas og Hizbollah, og på denne måde gennem en årrække har ført krig gennem proxy via disse grupper. Iran støtter også op om al-Assad, siden det shia-muslimske Iran ikke er interesseret i, at det sunnimuslimske flertal i Syrien kommer til magten. Al-Assad vil i en krigssituation kunne lægge låg på oprøret mod styret og fortælle sit folk, at nu hvor der er krig mod Israel er tiden ikke til oprør.

Der er ligeledes det faktum, at ingen for alvor ved, hvad der kommer til at ske i Egypten. Hvis det muslimske broderskab kommer til magten der, vil Israel så at sige være omkranset af lande styret af islamistiske bevægelser. Israel må bestemt føle presset.

Endelig er der spørgsmålet om det iranske atomprogram. Tidligere chef for Mossad, Meir Dagan, er ikke i tvivl om, at Iran forsøger at tilegne sig atomvåben når han udtaler, at Iran har en hemmelig infrastruktur til sit atomvåbenprogram, som fungerer parallelt med det lovlige civile program, men at det kun er sidstnævnte, som er under international inspektion. Ydermere udtaler han, at Iran flytter sin infrastruktur til at udvikle atomvåben fra sted til sted, for at gemme den for international inspektion og fremmede efterretningstjenester. Atomcentrifuger kan sagtens stilles op i en kælder under en skole i Iran, siger Dagan. – Formentlig afspejler hans udtalelser hvorledes det israelske styre ser på det iranske atomprogram. Altså at de er sikre på, at formålet er at udvikle kernevåben.

Krig allerede i september?

Zerohedge rapporterede i juli, at forfatter og tidligere CIA mand Bob Baer i et radio interview udtalte, at den israelske premiereminister Netanyahu ”formentlig vil starte en krig mod Iran i nærmeste fremtid”.  Baer tilføjer, at tidligere forsvarsminister Robert Gates før har brugt sin indflydelse til at stoppe angreb på Iran, men siden Gates nu er væk, er der ”næsten sikkerhed” for, at Netanyahu planlægger et angreb på Iran, og at det formentlig vil være i September før afstemningen om en palæstinensisk stat, samt at han vil forsøge at drage USA ind i konflikten. Baer siges at have kilder i Pentagon, og selv om jeg har forsøgt, har jeg ikke været i stand til at finde information som bringer Baer i miskredit. Muligvis er den god nok.

Zerohedge artiklen går derefter videre til at påpege, at hangarskibet USS George HW Bush netop er sejlet ind i den Persiske Golf, samtidig med, at et andet skib USS Ronald Reagan allerede befinder sig i området (dette skib er dog sidenhen sejlet mod Australien).

Selvfølgelig kan undertegnede ikke verificere rigtigheden af disse artikler og udtalelser, men der er een ting jeg er ret sikker på. Hvis Iran er ved at lave den islamistiske atombombe, så står der næsten sikkert ”Israel” indgraveret på den allerede. Hvis jeg var israeler ville jeg afgjort være nervøs for prospekterne i dette, og også være parat til at agere på løst bevismateriale. Når alt kommer til alt er der en hel stats overlevelse på spil.

Der har været falske alarmer før med hensyn til et israelsk angreb på Iran. Faktisk har det været spekuleret i det i de sidste 5 år, men tidspunktet nu virker mere oplagt end nogensinde før. Et angreb på Iran i løbet af i år virker som en reel risiko.
Hvis ikke i år, så tænk på følgende: Iran har det mål at Israel skal fjernes fra verdenskortet. De er ved at udstyre sig med kernevåben. Skulle Israel virkelig sidde og se det ske uden at gribe ind? Og er det sandsynligt at præstestyret pludselig skulle blive gode venner med jøderne? Næppe. Den eneste vej jeg umiddelbart kan se ud af denne situation er hvis styret i Iran bliver væltet af internt oprør, og at den langsomme sekularisering af landet kommer op i gear.

Konsekvenserne af et angreb

Konsekvenserne af et israelsk angreb vil for det første være en egentlig krig mellem Israel og Iran, og det vil betyde, at Iran vil søge at destruere alt omkring sig. Således først ved at trække så mange omkringliggende lande ind i konflikten som muligt, og ligeledes gøre deres bedste for at skabe kaos på oliemarkederne. Deri ligger truslen mod verdensøkonomien.

Iran vil i en krigssituation lukke for Hormuzstrædet, som de har truet med før, og dermed vil 40% af hele verdens sø-bårne olieforsyning være lukket. Det svarer til 20% af den totale forsyning til hele verdensmarkedet. Iran har kapacitet til at holde dette stræde lukket i flere uger, og formentlig vil det tvinge USA ind i konflikten hvis det sker. Ydermere vil Iran, som de også har truet med, søge at ødelægge anlæg til olie- og gastransit i Saudi Arabien, Kuwait, Qatar, Oman, og hvad der ellers ligger tæt på dem. Dette inkluderer olietankere, som Iran formentlig vil søge at sænke med de anti-skibs våben, der er udlagt langs hele deres kyststrækning mod Den Persiske Golf, frem for at gå i rette med krigsskibe.

Læg hertil, at Iran selv er den fjerdestørste olieproducerende nation i verden, med et bidrag på 5% af udbuddet på verdensmarkedet. I et krigsscenarie vil mange af Irans egne anlæg til olieproduktion og transit blive ødelagte, på linje med hvad de selv måtte ødelægge hos fremmede magter. Det betyder, at forstyrrelsen på oliemarkedet kunne strække sig over et år eller mere, siden den slags anlæg tager lang tid at bygge.

Forstyrrelsen på oliemarkedet vil resultere i stærkt stigende oliepriser i den periode hvor der rent faktisk er en brist i olieudbuddet, og efterfølgende vil olieprisen ligge mindst $20 højere alene på frygten for nye seriøse forstyrrelser i Hormuzstrædet og Den persiske golf.

Er det realistisk, at Iran skulle være i stand til dette her? Ja, siden Hormuzstrædet kun er 53 km bredt vil det være let for Iran at forsegle hele den persiske golf. Men selv efter, at USA skulle have åbnet for strædet igen, vil Iran ved hjælp af terrorisme kunne forstyrre forsyningen gennem Hormuzstrædet i måneder eller år. Et angreb på Iran vil derfor betyde, at man nødvendigvis går ”all-in” i en krig mod Iran for at afsætte styret, hvilket i sidste ende kan vise sig enten umuligt eller ufatteligt resourcekrævende.

For at ramme det nordlige Iran vil Israel formentlig benytte flybaser hos deres venner i Aserbajdsjan. Rusland ser denne tidligere sovjet republik som deres interessesfære . Ydermere leverer Rusland jo også jord-til-luft missiler og andre våben til Iran, men det er svært at sige, hvor meget Rusland vil involvere sig i sådan en konflikt. Imidlertid vil Europa så længe konflikten varer være fuldstændig afhængigt af olie og gas forsyninger fra Rusland.
Japan vil måske være endnu hårdere ramt. Jeg har ikke nye tal, men Japan har på tidspunkter modtaget op til 90% af deres olieforsyning fra Mellemøsten. I midlertid er det sikkert, at Netanyahu og Ehud Barak ikke vil stoppe og vise hensyn til verdensøkonomien. De vil gøre hvad der skal til så længe de føler, at deres stats overlevelse er truet.

Et sådan angreb her vil altså antænde det meste af regionen i en formentlig langvarig konflikt.

De økonomiske konsekvenser

Et oliepris chok som trækker ud vil ganske sikkert resultere i en recession. Når alt kommer til alt har 3 ud af de sidste 5 recessioner været forårsaget af en pludselig stigning i olieprisen. Oliekrisen i 1973 forårsaget af de arabiske medlemmer af OPEC som indførte olie embargo, som hævn for vestens støtte til Israel under Yom Kippur krigen, ledte til recession i 1973-1975. Den iranske revolution i 1979 og efterfølgende krig mellem Iran og Irak, ledte til recession i 1980-1982, og golfkrigen i 1990 ledte til recession i 1990-1991.

Hvis Israel angriber Iran og en stor konflikt resulterer i oliepris chok, så vil vi lande i nogenlunde samme scenarie som 1973. I 1973 besluttede centralbankerne at se stort på inflation, og skruede renten ned for at stimulere vækst på samme tid som oliepris chokket. Det ledte til det fænomen som hedder stagflation. Altså stagnation og inflation på samme tid. Det er en gammel bøhmand som markederne og økonomerne virkelig frygter, og som keynesianerne nægter kan lade sig gøre (men det kunne det jo altså). Wikipedia har en udemærket side som går i dybden med fænomenet.

Pointen er, at fordi både FED og ECB har renten næsten i bund vil et oliepris chok omgående placere os i et stagflation scenarie.

Investering i en tid med stagflation

For at finde ud af hvorledes man bør sætte sine penge umiddelbart efter et israelsk angreb på Iran er det værd at undersøge, hvorledes prisen på forskellige investeringsobjekter udviklede sig i 1973.

NB. Jeg er klar over at nogen vil finde det usmageligt at diskutere hvorledes man kan tjene på andres ulykke i forbindelse med eksempelvis en krig, men ikke desto mindre er det nøjagtigt hvad jeg har tænkt mig nu. Denne blog beskæftiger sig ikke med den moralske dimension i investeringer. Husk at ingen er tvunget til at gøre som der står skrevet her.

Det åbenlyst første sted at kigge er på selve olieprisen. Stigningen i olien under den første oliekrise er markeret i blåt på grafen. Vi kan se olien (målt i 2004 dollars) rejse sig fra omkring $17 til $46. Altså $29 op, eller næsten en tredobling.

Jeg kan ikke forudsige præcist hvad der vil ske med olieprisen under en ny oliekrise, ud over at den selvfølgelig vil stige. En fordobling er dog i mine øjne ikke urealistisk, så det kunne være i niveauet $200-250 for en tønde. I sådan en situation vil det være godt at være på den lange side af olien. Man kan eksempelvis købe nogle af Commerzbanks BULL WTI x4 (WTI olie), eller BULL OLJA x4 (Brent olie).

Prisen på guld udviklede sig ligeledes gunstigt fra omkring $65 pr ounce lige før oliekrisen til omkring $190 under den efterfølgende recession. Altså også omkring en tredobling. Det er værd at bemærke, at guld, ligesom olien, holdt sin pris i et højt leje og dernæst fortsatte dramatisk opad under den næste oliekrise. Sølv viser nogenlunde samme mønster.
Der findes også certifikater baseret på guld, f.eks. BULL GULD x4, men bemærk at guld typisk er en sikring mod inflation, tab af købekraft, valutakollaps og lignende på den lange bane. Derfor er fysisk guld, som man selv opbevarer, en mere sikker, omend noget illikvid, investering. Hvis Commerzbank går nedenom, så vil et certifikat som BULL GULD 4x skifte værdi til 0. Desuden har certifikater en udløbsdato. Gamle regler om at sprede risikoen, og at læse prospektet før man køber gælder stadig.

Aktier skal man generelt holde sig fra under en oliekrise og den eventuelt efterfølgende stagflation. Målt på kursen lige før oliekrisen i 1973 i forhold til 12 måneder senere, faldt S&P 500 med hele 40%. Dette endda bare målt på nominativ værdi. Inflationen i perioden var på 12%, hvilket gør det reelle tab på aktierne større end 40%.

Her på bloggen er det tidligere pointeret at lav rente også medfører højere råvarepriser. Det kan blive ved med at være tilfældet også i en kort periode efter et oliepris chok. Men vær opmærksom på, at recession trækker den modsatte vej i råvarepriserne. En oliepris på $200-250 vil også fjerne tæppet under vækstsucceerne Kina og Indien, og det vil betyde et fald i råvarepriserne, siden efterspørgslen simpelthen bare vil falde. Pas på med råvareinvesteringerne.

Konklusion

En krig i Mellemøsten omkring Hormuzstrædet vil være en yderst alvorlig situation og meget vedkommende også for borgere i EU lande. Hvis Israel tager på bombetogt i Iran, så invester i guld/sølv og olie med det samme, og sælg alle aktier.